Web 2.0 – Buzz eller brilliant?

Borrowed here but originally from geek and poke

Efter at have fået job til januar har vi pludselig fået lidt travlt med specialet. Flere har spurgt, om det ikke har taget noget af presset af i forhold til specialet. Nu er det måske ikke så afgørende længere, om det bliver en topkarakter, eller om vi sniger os igennem med skindet på næsen. Dem, der spørger sådan, kender os tilsyneladende ikke specielt godt, for den faglige stolthed er stadig det vigtigste. Job eller ej, der bliver ikke afleveret et speciale, som både Louise og jeg ikke kan stå 100 % inde for – det er vi vist begge for ærekære til.

Derfor har vi brugt de sidste par uger på at få al teorien på plads. Vi har konverteret mange hundrede siders bøger, artikler og blogindlæg til 25 siders teori om kommunikation, postmodernisme, internettet, webbet (yes, there's a difference), relationsmarkedsføring og netværk lige fra netværkssamfund, netværksøkonomi og netværksmennesket. Det har været lidt som at løbe en halvmaraton og vide, at man havde information nok til at løbe en helmaraton. Der er stadig rigtig meget, vi kunne have taget fat i. Her på bloggen vil jeg komme med et lille bitte udsnit af emnet Web 2.0

Web 2.0

Jeg er slet ikke sikker på, at web 2.0 har sin eksistensberettigelse. Der er lige så mange definitioner og meninger om indholdet og betegnelsen som der er grannåle i en nåleskov. Termen blev officielt brugt første gang på en konference med O’Reilly Media som en paraplybetegnelse for en række nye platforme og applikationer, der havde til formål at skabe deltagelse. ’Det deltagende web’ er kendetegnende for Web 2.0

En tilgang til Web 2.0 er at betragte termen som en epoke, der afløser Web 1.0, og som nødvendigvis må afsluttes på et tidspunkt og efterfølges af noget andet (Web 3.0). Web 1.0 anskues som et arkivskab, hvor brugerne ikke tager aktivt del i at producere indhold, men de mange sociale applikationer tildeler brugerne nye roller som medproducenter, smagsdommere og vidensdelere i Web 2.0. Der er dog et stort problem ved at se Web 2.0 som en ny epoke: idéen bag World Wide Web (start 1990’erne) var netop som et rum for samarbejde og interaktion mennesker imellem, og Web 2.0 er mere et spørgsmål om at vende tilbage til noget oprindeligt end en ny epoke.

Andre ser Web 2.0 som en kommerciel konstruktion. Her anskues Web 2.0 som overordnet betegnelse for de tidligere nævnte sociale applikationer, social kommunikation og en forretningsmodel (netop fordi det brugerskabte indhold kommercialiseres). Web 2.0 defineres altså både ud fra en teknologisk karakteristik, et kommunikativt aspekt, en tidsmæssig afgrænsning, en brugerkontekst og et magtperspektiv, hvor grænserne mellem modtager og afsender er visket ud.

En bundløs digital sø af middelmådighed?

Netop magtbegrebet diskuteres og problematiseres med det deltagende web. Social software sænker adgangstærsklen til at deltage i online konversationer, og ekspertise bliver lagt ud hos masserne. Man taler i den forbindelse om ’masseamatørisme’. Alle er potentielle forfattere. Spørgsmålet er så, om det er en god eller dårlig ting? Tidligere har jeg talt meget varmt om Twitter, som netop er et eksempel på ’masseamatørismen’. Men hvis det skal ses som en bundløs digital sø af middelmådighed, er der, med den uanede mængde viden, samlet i ét forum, vist ingen tvivl om, at amatørerne har fortjent ekspertrollen.

From tomfisburne.com

Uanset hvordan og hvorledes vi betragter Web 2.0 som noget nyt, retro, teknologisk eller kommunikativt, er det volumen og eksplosionen i det sociale, der er det interessante ved den nuværende tilgang til webbet. Og så brug det dog derude, virksomheder. Brug jeres brugere til at finde ud af, hvor produkterne skal bevæge sig hen, lyt til dem, involver dem, gør dem til ambassadører for jeres brand. Det behøver ikke være så avanceret, at I skal afsætte flere hundrede tusinde til et bureau. Brug de data, I kan hente ind om jeres brugere gennem f.eks. Google Analytics - gratis. I stedet for at gå og tro, I kender deres næste skridt, så lad gætteriet blive afløst af den faktiske adfærd. Brug nu de muligheder, I har med det deltagende web til at lære folk at kende, til at tage del i den samtale, der allerede foregår om jer uden for egne digitale platforme, til at slippe kontrollen og omfavne en ny og mere mangfoldig forretning. Kære virksomhed – vær modig og vis verden derude, at I selv tager del i det deltagende web.

 Blogindlægget er en meget overfladisk og kortfattet beskrivelse af Web 2.0, baseret på en række litteratur, som kommer her:

- Annette Agaerdal-Hjermind (2010) "Corporate Blogging: En eksplorativ kontekstuel analyse af en gruppe interne blogaktørers anvendelse af en organisations webblog som ekstern kommunikationsplatform"

- Per Meyler & Jesper J.B. Edsberg (2007) "Social software i organisationer"

- Mads Bødker & Martin S. Christensen (2007) "Nettets genkomst"

- Tim O'Reilly (2005) "What is Web 2.0"

- Niels Ole Finnemann (2009) "Web 2.0"

- Niels Ole Finnemann (2008) "Internettet i et mediehistorisk perspektiv"

- Christian Dalsgaard & Elsebeth K. Sørensen (2008) "A Typology for Web 2.0"

- Clay Shirky (2008) "Here comes everybody: How change happens when people come together"

Så fik man det der job der

Det er lørdag formiddag (okay lørdag middag), computeren er tændt, bøgerne slået op, kaffemaskinen spytter hjælpende energitjære ud. Jeg har konverteret weekenden til hverdage og hverdage til...tjaa hverdage. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil tillade mig selv at holde fri, der er bare så meget andet, der også trækker. Så hvis jeg vil nyde, må jeg også yde. Også lørdag formiddag (okay middag, jeg er ikke så god til at stå tidligt op),og selvom det er dagen derpå.

Jeg var til årets første julefrokost i går med pigerne fra skolen. Det er så hyggeligt at se hinanden igen. Vi er efterhånden blevet spredt for alle vinde; nogle arbejder, nogle skriver speciale, nogle (læs én) starter virksomhed op med den ene hånd og passer sine børn med den anden. Og selvom vi har madklubben med det famøse navn "Spis og Skrid", er det ikke altid, der er tid og overskud til at dukke op. Det bliver som regel altid til mere spis end skrid.

Det er skønt at mødes og lægge specialet fra sig. Så godt som man nu kan, for emnet er jo altid lige op og vende. Nå, hvordan går det på specialekontoret, har I fået god kontakt med vejleder, hvor langt er I kommet i skriveprocessen, hvordan er det nu lige, det er med den der kritiske diskursanalyse? Og så videre. Nå, ja og så er der altid lige nogle, der skal bringe et emne på banen, som man aldrig har hørt om, og der udbryder en momentan tilstand af panik. Øh, hvad snakker de om? Det har vi da aldrig gjort. Hvordan gør man det? I går var det Louises og min tur til at sidde og ligne spørgsmålstegn: Fastlægge en analysestrategi? Sådan sætte betegnelse på, ej, det plejer vi ikke at gøre...Så nu skal der lige en panikmail af sted til vores vejleder:

Kære Annette
Til vores julefrokost i fredags kom vi til at diskutere analysestrategier. Det er vi aldrig rigtig gået op i før. Hvad tænker du egentlig om det?

Bedste hilsner
Louise og Marianne

Det er let at køre hinanden lidt af sporet, når vi sidder og diskuterer, for vi ved jo godt, at vores forskellige vejledere, lægger vægt på ganske forskellige ting. Og fordi nogle er vant til at arbejde med eksplicitte arbejdsmetoder, arbejder andre måske med dem implicit. Dermed ikke sagt, at analysestrategien ikke skal med, og vi sender da helt sikkert en mail af sted til vores vejleder om det, men jeg tror, det er vigtigt at huske på, at vi alle har forskellige måder at gribe en opgave an på, og at vi ikke skal lade os hyle ud af den, fordi andre gør noget andet.

Men vi havde en fed julefrokost med det fineste pyntede julebord og masser af julemad. Selv alkoholen var rød i dagens anledning. Jeg sidder da også stadig her og hamrer i tastaturet med den fineste røde juleneglelak på fingrene - lidt kulør skal specialet da have. Også selvom jeg i tirsdags officielt blev rigtig voksen. Jeg har nemlig fået sådan et rigtigt job. Fra 8-16 på kontoret. Hver dag. Og jeg glæder mig! Jeg skal begynde i midten af januar som it-konsulent i home. Godt nok kun i et barselsvikariat, men det bliver fantastisk at få noget mere hands on og jord under neglene. Teori, idéer og forslag hænger mig langt ud af halsen, nu er det på tide at få nogle af dem ført ud i livet. Det var helt sikkert det, jeg bedst kunne lide ved mit praktikophold; at i stedet for at kun at tale om projekter, så kunne man rent faktisk føre dem ud i livet og se resultaterne af dem.

Yes, så jeg skal være it-konsulent. Så er spørgsmålet bare, om man godt må have knaldrød neglelak på i en it-afdeling...?

Twitte til hinanden, twitte til hinanden...

Lånt af: http://www.onlinekonsulenten.dk

Jeg er efterhånden blevet så glad for twitter, at jeg synes, det har fortjent at få et dedikeret blogindlæg helt for sig selv. Altså ikke noget om speciale i denne omgang, kun twitter twitter twitter. 

Microbloggen twitter er et fantastisk værktøj til at sprede dine og andres budskaber ud i løbet af nul-komma-fem. Med kun 140 tegn til rådighed er du nødt til at være kort og præcis for at give mening og trænge igennem de mange tusinde tweets hver dag. Der er stor forskel på, hvordan forskellige mennesker bruger twitter, og også stor forskel på, hvordan vi bruger det i Danmark i forhold til udlandet. Følg de kendte, når de blogger på twitter, og få et indblik i deres liv. Hør på virksomheders snak. Lyt, sludr eller råb op, som det passer dig. Og skab et uvurderligt netværk. Alt sammen ved hjælp af sølle 140 tegn.

Jeg eeeelsker twitter. For mig er det en fantastisk mulighed for at hente den nyeste viden fra eksperter, som brænder lige så meget for et emne, som jeg. I stedet for at gå på biblioteket eller pløje aviser igennem for at researche åbner jeg mit twitterfeed og finder nogle af de mennesker, som ved mest om det, jeg vil vide noget om. Jeg stikker altså fingeren ned i et uudtømmeligt videnshav. Der er masser af viden at hente, og det er alt sammen samlet på ét sted. Gratis. Perfekt i et rygende travlt samfund! 

Men det er også grænseoverskridende at kaste sig i lag med twitter. 95 % af de mennesker, jeg følger på twitter, er ikke nogen, jeg kendte i forvejen. At skulle opbygge et netværk af fremmede mennesker er ikke noget, der ligger til min gode jyske natur. Jeg har lært hjemmefra ikke at stikke næsen for langt frem og tro, jeg er noget. Men selvfølgelig skal man da det. Din viden sammen med min viden er jo dobbelt så god. 

Som det er nu, er twitter ikke et særligt populært socialt medie her i Danmark. Kun 30.000 danskere er på twitter (Danske twitter tal for februar 2011) mod 2,6 mio danske facebook-brugere (Social Media Factbook, Socialsemantic.eu). Og det er jo ikke specielt imponerende. twitter har derfor en tendens til at blive lidt nørdet – men det har også sin charme. For informationsniveauet bliver tilsvarende højt, hvad lille videnshungrende jeg nyder fantastisk godt af. Men jeg tror også, at twitterforskrækkelsen har noget at gøre med et andet dansk fænomen, som vi i hvert fald bliver slået i hovedet med på uddannelsesinstitutioner: Del aldrig din viden! Viden er din mest dyrebare ressource, så forær den ikke væk. Og hvis der er noget, jeg har lært af twitter, så er det denne lektie: Giv først! For det, du giver, komme tifold igen. Og er det ikke også hele idéen med at skabe netværk? Man skal bidrage med noget, ellers er der ingen grund til at blive optaget i et netværk. Så hvis bare alle gav lidt hver dag, er der ingen grænser for, hvor langt vi kunne nå. 

Ja, jeg er vist også lidt af en Twippie. 

Find mig på twitter @M_Holmgaard eller klik her          

Så var der det der med billeder...

Nu siger billeder jo mere end tusinde ord, og jeg har lagt mærke til, at der er lige lovligt meget tekst på bloggen. Så selvom den har fået et make over - et mindre ansigtsløft og, synes jeg selv, er blevet noget pænere, så er den altså også lidt kedelig at se på.

Det var jo let nok, da bloggen handlede om min tid i New Zealand (må jeg lige pause den her og sætte en tankestreg - ahh New Zealand, sikken et dejligt land og en dejlig tid. I miss you!). Dengang kunne jeg bare poste et af de milliarder af billeder, jeg tog af den taknemmelige natur. Billedtemaet for en specialeblog er altså ikke helt så let.

Så nu smider jeg bolden ud til jer, kære læsere. Hvad skal der billeder af på specialebloggen? Er det billeder af bøgerne, jeg bruger, specialepladsen (jeg har ikke begrænset mig af et specialekontor - hele verden er pt. min specialeplads), udviklingen i specialerodet, årstiderne, der skifter, mig, der får grå hår i hovedet, mig, der river håret ud på mig selv, generelle dagligdagsbilleder som f.eks. den mad, jeg laver eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser.

Så kom med dit bud til at peppe bloggen op :-)

Kontrakten er klar

Så er det officielt. Kalenderen har rundet 1. oktober, og specialekontrakten er godkendt. Jeg er altså nu specialestuderende. Og sådan definerer vi os ofte med, hvad vi kan kalde os eller laver lige nu. Praktikant, specialestuderende, nyuddannet. Blandt mine medstuderende diskuterer vi ofte, hvordan vi kommer til at definere os, når vi er færdige som studerende. I fem år har vi haft en rimelig fast skabelon for, hvem vi var, hvordan vi skulle agere, hvor vi var på vej hen. Nu bliver hele verden vendt på hovedet, og vi må forsøge at skabe os en identitet, som ikke drejer sig om at være studerende. Det er en både nervepirrende og spændende på én gang.

Men jeg lovede jo også en mere faglig gennemgang af, hvad specialet kommer til at gå ud på. Og i dag kan jeg løfte sløret for, at vi har været så heldig at få et samarbejde op og køre med Jysk Rejsebureau. De har et godt website - vi skal kigge på, om det kan gøres endnu bedre rent kommunikativt. Vores tese er, at mere brugerinvolvering på et website kan skabe konkurrencemæssige fordele for en virksomhed. Det tror jeg selvfølgelig på, ung og idealistisk som jeg jo er. Men der er mange gode grunde til, at virksomheder holder igen med at lade indholdet være på brugernes præmisser. Det skal blive interessant at se, om det holder vand.

Det betyder, at jeg skal arbejde med en hel masse, som jeg ikke har lært noget som helst om på studiet. Det er begreber som SEO, Adwords, Google Analytics, CMS og split tests jeg skal have helt ind under huden. Da jeg hverken kan kode en hjemmeside eller er specielt teknisk anlagt, kommer det til at være en udfordring. Heldigvis har jeg snust til emnet gennem både studiejob og praktikforløb, og jeg følger troligt debatter, artikler og blogindlæg om weboptimering. Så jeg skal nok komme efter det. Målet er at blive pissesej til det der digital kommunikation. Hvor svært kan det være...?
 

Specielt om speciale

Så er der nyt fra bloggen igen. Nu med redesign og et opdateret indhold.

Det er ved at være to måneder siden, jeg kom hjem fra New Zealand og et halvt års praktikophold. Det har været udfordrende, hårdt og pissefedt. To måneder er jo ingenting, men det føles, som om jeg aldrig har været af sted. Som om det er sket for en helt anden person. Jeg har pakket lejligheden ud på Ankersgade og folk griner af mig. Man kan overhovedet ikke se, at jeg har været af sted. Bortset fra et par nye huller i væggene står alting, som det plejer. Selv bøgerne er linet op på nøjagtigt samme måde - efter højden naturligvis. Kontrolfreak, nej mig, slet ikke.

Men der er nok en grund til, at tiden er fløjet forbi. Jeg starter officielt på specialet 1. oktober. Og man skulle jo gerne have det meste på plads inden. Så det fylder meget. I hvert fald inde i mit hoved. Sådan i kalenderen er det nok egentlig begrænset, hvor meget tid jeg har haft sat af til det. Men det forandrer sig nu - lige nu. Eller fra 1. oktober. Så er det slut med at arbejde så meget på studiejobbet, og fylde de andre dage med alt muligt andet. Okay, indrømmet, jeg har lidt svært ved at fokusere. Ligesom jeg ikke er god til deadlines, der ligger fem måneder ude i fremtiden. Det er lidt, ligesom om at jorden skal brænde under fødderne på mig, før jeg tager det seriøst. Der er sikkert skrevet tykke bøger om den type mennesker, og hvad man kan gøre ved det. Jeg må hellere konsultere én af dem.

Nej, fokus, ikke alle de her overspringshandlinger. Tag nu denne her blog for eksempel - denne søndags overspringshandling. Jeg burde læse og forberede mig til mit første vejledningsmøde, og alligevel sidder jeg her. Jeg tror, mit første fokus, skal være fokus. Men at skrive om specialet, er vel også en slags måde at arbejde på specialet på.

Derfor er det også rart, at jeg ikke sidder med specialet alene. Jeg skal dele oplevelsen med min læsegruppe, som egentlig bare består af Louise og jeg. Men da vi efterhånden har delt mange opgaver, sene aftner og lakridstophatte (og superpiratosser ikke at forglemme), så er det jo ikke bare bare. Vi skal nok få et godt speciale ud af det her. Hende har jeg stor tiltro til.

Måske det har været svært med mit fokus, fordi det er gået lidt for let her i opstartsperioden. Vi blev rimelig hurtigt enige om emnet, udtænkte et problemfelt, som begge fandt spændende, fik tildelt den vejleder, vi helst ville have og fandt en casevirksomhed, som var friske. Det er næsten gået for let. Hvor er konflikterne, modgangen og frustrationerne? De skal selvfølgelig nok komme. For efter hybris følger nemesis. Og første vejledningsmøde er allerede på tirsdag. Jeg er sikker på, at vores vejleder ikke bare sige ja tak og amen til det hele.

Det her blogindlæg er egentlig bare et rids af, hvor jeg er lige nu. Næste gang kommer det til at handle meget mere om specialet. Hvad det går ud på, og hvilken vej det skal gå. Og det bliver meget mere fagaktuelt, det lover jeg.

Det var så (næsten) det

Kalenderen siger, at det er vinter, folk har fundet vintertøjet frem, men jeg er overhovedet ikke klar til vinter. Og come on, det her vejr, skriger ikke ligefrem vinter til mig. Vi har omkring 13-17 grader i dagstimerne, og jeg render stadig barfodet rundt i mine små ballerinaer. Nope, i min verden har det her intet med vinter at gøre. Der går nogle utroligt stilede vinterfrakker rundt på gaden, som jeg godt kan forstå, man gerne vil vise frem, men jeg tror ikke, de ville holde sæsonen ud i en skandinavisk vinter. Dem, kan der ikke være meget varme i, det er jo stadig mildt efterår, selvom kalenderen siger noget andet.

Når vi taler om Skandinavien, må jeg lige berøre vores helt unikke look. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt, at man godt kan se, at jeg er fra Skandinavien med mine lange lyse lokker, blå øjne og høje kindben. Jeg har jo rent vikingeblod flydende i mine årer, så det kommer jo ikke bag på nogen. Jeg har nu prøvet at forklare dem, at de fleste skandinaver, inklusiv mig selv, er født med ganske almindeligt leverpostejfarvet hår. Når jeg kigger mig omkring i byen, finder jeg lige så mange blondiner som brunetter, og jeg ville ikke kunne pege kiwierne ud fra skandinaverne, hvis de blev stillet op på en række for mig. Nu render der selvfølgelig heller ikke specielt mange skandinaver rundt her i Wellington.

I weekenden var jeg i biografen for at se Thor (meget underholdende, den kan næsten anbefales. Vi grinede i hvert fald en del undervejs). Og jeg kan da godt forstå, hvor billedet af den smukke, skandinaviske mand kommer fra. Hovedrolleindehaveren (Chris Hemsworth spiller rollen som Thor) udfyldte den rolle meget…skal vi sige smukt. Men nej, jeg må endnu engang skuffe det new zealandske publikum, de skandinaviske mænd (hvor dejlige og fantastiske de end er) render ikke rundt i bar overkrop og flekser med musklerne for at få kvinderne til at dåne. Men derfor elsker vi dem højt alligevel. Men hvad sker der for øvrigt for portrættet af den klassiske viking? De rendte da ikke rundt med de der fjollede vikingehjelme med to horn på…De ville jo stikke øjnene ud på naboen, når han kom for tæt på. Og som I kan se på billedet, så har jeg prøvet at balancere sådan en på hovedet. Fuldstændigt umuligt. Jeg tabte den hele tiden. Kan vi lige få lidt historisk præcision ind i billedet, tak.

Men ellers er min tid her i New Zealand snart ved at lakke mod enden. Det har været et eventyr med masser af sjov og ballade. Da jeg først kom herned anede jeg ikke, hvordan jeg skulle klare fem måneder i et land, hvor jeg ikke rigtigt kendte nogen, og det føltes slet ikke som hjem for mig. Det var uoverskueligt og til tider ganske ensomt. Men som tiden er gået (og nu aner jeg jo slet ikke, hvor den blev af), er der vokset en skæg og skør venneflok ud af oplevelsen og en skøn hverdag med gode kollegaer har gjort det hele endnu mere værd. Nu må jeg så lære at leve uden mit andet hjem, når jeg kommer hjem til mit første.